”Vi kan konstatere, at der er en stor gruppe elever på 24 %, som svarer 5 på skalaen, der måler interessen for epx, og 16 % der svarer 6-10. Hvis man lægger disse to grupper sammen, ligger andelen på 40 %. Om det er højt eller lavt på nuværende tidlige tidspunkt, afhænger nok af øjnene, der ser,” siger chefkonsulent Mia Uth Madsen, der står bag analysen.
Hun peger også på, at hvis epx skal blive en succes, skal den opleves som et attraktivt tilbud af de unge, og derfor bliver den konkrete udvikling af epx og vejledningen i forhold til epx en vigtig opgave de kommende år.
”Vi ved, at de unge orienterer sig mod tilbud, de allerede kender. Derfor står epx med en dobbeltopgave: Der skal både udvikles en attraktiv uddannelse, der giver mening for en bred gruppe af unge, og samtidig skal formål, indhold, undervisningsform og mulighed for videre uddannelse kommunikeres til de unge, så de får et klart billede af, hvad epx kan tilbyde dem,” siger Mia Uth Madsen.
Karakterkrav påvirker
EVA’s analyse viser, at det lavere karakterkrav til epx end til de øvrige gymnasiale uddannelser kan have en betydning for de unges syn på epx.
Et såkaldt surveyeksperiment, som EVA har gennemført i forbindelse med analysen, viser, at elever, der oplyses om de differentierede karakterkrav til hhv. stx/hhx og epx på henholdsvis 6 og 2, er mindre tilbøjelige til at se epx som en mulighed end elever, der ikke får denne oplysning.
”Det lavere karakterkrav kan godt risikere at give uddannelsen et stempel og betyde, at nogle elever ikke ser uddannelsen som en attraktiv mulighed. Det er også en bekymring, der har været fremme i debatten, og vi kan i eksperimentet se en forskel på interesse, når adgangskravet fremgår,” siger Mia Uth Madsen.
Epx tiltaler drenge og elever med svagere skolebaggrund
Analysen giver også en pejling på, hvilke elever der på nuværende tidspunkt er mest positive over for epx.
Når vi ser på de unge, der har svaret 5-10 på skalaen om interesse for epx, kan man konstatere, at:
- 42 % af drengene og 37 % af pigerne ser epx som en mulighed.
- 59 % af de elever, som har fået en ”ikke tilstrækkelig præstation” i Folkeskolens Nationale
Overgangstest i Dansk, betragter epx som en mulighed.
- 32 % af de elever, der har fået ”fremragende præstation”, betragter epx’en som en mulighed.
”Vi er klar over, at det er tidligt at spørge de unge om deres syn på epx, fordi uddannelsen stadig er under udvikling. Vores interviews viser også, at eleverne i 8. klasse endnu kun har ret uklare forestillinger om, hvad epx egentlig er. Resultaterne giver dog en første indikation af interessen for epx, og hvilke elever der er mest åbne over for epx. Det kan være et godt udgangspunkt for at drøfte, hvem epx henvender sig til, og hvordan man i fx grundskolen og gennem vejledning bedst informerer om uddannelsen,” siger Mia Uth Madsen.